Nikolai Johansen er ikke typen, der trives bedst alene i sofaen. Der må gerne ske noget, og helst sammen med andre. Han flyttede til Nordfyn for seks år siden og landede i Otterup, hvor der både var kort vej til arbejdet, hus til en fornuftig pris og en by med det, hverdagen kræver. Siden har han fundet sig godt til rette.
Til daglig er Nikolai lærer på Skovløkkeskolen, hvor han underviser mest i matematik og engelsk. Han er også tillidsrepræsentant, og det passer godt til ham.
”Jeg tror, jeg er opdraget til at gøre noget for nogen og være med at sætte nogle rammer.”
Den tanke går igen i fritiden. Foreningslivet har fulgt ham siden barndommen i Næsby, hvor fodbolden fyldte meget. Han begyndte tidligt som hjælpetræner og har siden været både træner og aktiv i bestyrelsesarbejde.
I dag er det især golfen, der trækker. Med et handicap på 8 ved han godt hvordan golfkøllen skal svinges, men på banen får han både frisk luft, ro i hovedet og den sociale del, som betyder meget for ham. ”En runde tager hurtigt fire timer, hvor man går og snakker, griner lidt og får hverdagen på afstand.”
Og fællesskaberne stopper ikke ved golfbanen. Han er med i en Oddset-klub med gamle fodboldkammerater og i en brætspilsklub i Otterup.
”Det er måske lidt nørdet, men også enormt hyggeligt.” siger han med et smil.
Kort sagt: Nikolai Johansen er et foreningsmenneske med stort F – og helst med en Pepsi Max, konkurrence og gode mennesker inden for rækkevidde.
Del med dit netværk: