Når Solsikkefesten løber af stablen fra 24. til 29. august, bliver Morud fyldt med aktiviteter for både børn og voksne. Ugen kulminerer med den store aftenfest lørdag, hvor omkring 250 gæster ventes.
Helt tilbage siden 1973 har Solsikkefesten samlet Morud om en uge fyldt med aktiviteter, fællesskab og frivillighed. Festivalen handler ikke kun om hygge og fællesskab. Overskuddet går til Morud Idrætsforening og nye faciliteter.
“Sidste år samlede vi næsten 100.000 kroner ind, som blandt andet blev brugt til et nyt basketanlæg,” fortæller Jesper Jørgensen, der er ansvarlig for Solsikkefesten.
Programmet er meget bredfavnende med blandt andet hoppeborge, yoga, dyrskue, høvdingebold og bagagerumsmarked. Du kan se hele programmet på Solsikkefestens side på Facebook.
“Vi håber også, at folk uden for Morud har lyst til at kigge forbi og være med,” slutter Jesper Jørgensen.
Læs mere på facebook.com/solsikkefest