I slutningen af august bliver HCA Airport igen rammen om fantastiske flyoplevelse på, eller måske nærmere over Nordfyn, når Flight Fantastic Festival vender tilbage med to dage fyldt med fly, fart og fascinerende fortællinger om luftfart.
Festivalen kulminerer søndag den 30. august med et stort airshow, hvor moderne kampfly, historiske fly og spektakulære opvisninger fylder himlen over lufthavnen. Det er en oplevelse, som sjældent kan samles ét sted i Danmark.
Blandt de helt store navne er Eurofighter Typhoon – et af Europas mest avancerede kampfly. Når det passerer hen over HCA Airport, bliver det med den kraft, hastighed og lyd, som har gjort flytypen berømt verden over.
I den anden ende af luftfartshistorien venter den legendariske P-51 Mustang. Mange kender flyet fra Anden Verdenskrig, mens andre genkender det fra Top Gun: Maverick, hvor Tom Cruise selv fløj en Mustang. Med sin karakteristiske motorlyd og elegante silhuet er den et af de fly, som får både flyentusiaster og almindelige gæster til at kigge mod himlen.
Publikum kan også opleve den imponerende Hercules på tæt hold – og endda komme ombord i det ikoniske transportfly. Hertil kommer kunstflyvning, formationsflyvning, faldskærmsudspring og en lang række andre flyveopvisninger, som tilsammen gør søndagen til festivalens absolutte højdepunkt. Festivalen samler både historiske og moderne fly i ét program, ligesom der er aktiviteter på landjorden med udstillinger, reenactment, madboder og oplevelser for hele familien.
Dagen før – lørdag den 29. august – er der gratis adgang til Flyvningens Dag. Her er tempoet et andet. Besøgende kan møde piloter, flyveskoler og luftsportsforbund og blive klogere via foredrag. Det er dagen for alle, der er nysgerrige på luftfart eller drømmer om selv at flyve.
Flight Fantastic Festival strækker sig over mere end to uger med blandt andet verdensmesterskab i veterankunstflyvning og Bush Rally på Nordfyn, men den store finale finder sted den sidste weekend i august.
Vil du opleve lyden fra en Eurofighter, se en flyvende legende fra Top Gun og gå ombord i en Hercules – så er søndag den 30. august dagen, hvor turen går til HCA Airport.
Se mere på flightfantastic.dk



