Boss Noga

I en tid, hvor mange køber sko online, holder Bossa Noga fast i den fysiske butik i Otterup. Her handler det ikke kun om sko, men om nærvær, professionel vejledning og god service.

Bossa Noga har haft butik i Otterup siden 2020 og har desuden butikker i Assens og Ringe.

Idéen om en afdeling på Nordfyn begyndte med en stand på Otterup Kræmmermarked, hvor butiksansvarlig Suzana Vukasin Bakanovic oplevede stor interesse for deres udvalg af sko. I dag ligger butikken i store, lyse lokaler i Bredgade, og er blevet en del af bylivet med blandt andet modeshows, Roséfestival, Open By Night og markeder.

Selvom onlinesalget fylder mere og mere, er den fysiske butik stadigvæk vigtig. For her får kunderne noget, som webshoppen ikke kan tilbyde:

”Vi prioriterer, at de kunder, der kommer ind i butikken, får god service og personlig vejledning, så de kommer hjem med det helt rigtige fodtøj. Ellers kan de jo bare handle på nettet,” fortæller Suzana.

Størstedelen af kunderne er lokale, der kommer fast i butikken for at finde sko, der passer til netop deres fødder. Og på hylderne finder de blandt andet Rieker, Rohde, Tamaris, Jana og et stort udvalg af de populære og komfortable Skechers med ekstra god støtte.

Webshoppen giver samtidig adgang til endnu flere mærker som blandt andet ECCO, New Feet og Green Comfort. Her kan kunderne bestille online og få skoene leveret til butikken, hvor de kan prøve dem i ro og mag.

For Suzana er det enkelt, hvorfor Bossa Noga bliver ved med at være i Otterup:

”Vi har stadigvæk mange kunder, der ikke kan eller vil tage til Odense for at handle. Og så længe kunderne bakker op om os, så er vi her.”

Se mere på bossanogasko.dk

Del med dit netværk: