Flemming Rosendal

Flemming Rosendal har boet i Otterup siden 1968. Og selv om han og hustruen Heidi er ved at sælge huset på Lindegårdsvej, er én ting aldrig rigtig til diskussion: Flemming skal ikke væk fra byen.

”Jeg kan ikke komme fra Otterup. Jeg skal finde et andet sted i Otterup at bo, det er helt sikkert.”

Det siger meget om Flemming. For Otterup er ikke bare stedet, hvor han bor. Det er et sted, han gennem mange år har været med til at få ting til at ske.

Gennem årene har han haft flere frivillige poster. I dag er han blandt andet formand for Otterup Håndbold Klub Erhverv og næstformand i Otterup Idrætscenter. Håndbolden har fulgt ham det meste af livet – først som spiller og senere omkring klubben. Da Otterup spillede i ligaen, var Flemming blandt andet med til at sælge sponsorater og skabe aktiviteter omkring kampene.

Hvorfor bruge så mange aftener på møder, arrangementer og foreningsarbejde, når sommerhuset i Hasmark ligger få minutter væk?

For Flemming er svaret næsten indbygget.

”Det har altid været en del af min opvækst, at man gav en hånd med, hvor man kunne.”

Hans forældre var også foreningsmennesker, og den tanke har hængt ved. Men opvæksten alene forklarer ikke, hvorfor han fortsætter. Han kan lide at være tæt på det, der sker – og især følelsen af, at en indsats faktisk kan flytte noget.

”Jeg kan godt lide, at man kan forsøge at skubbe tingene et eller andet sted hen.”

Det kan være udviklingen omkring idrætscentret, erhvervslivet eller en anden sag i byen. Efter mange år i Otterup kender Flemming mennesker på kryds og tværs, og de mange relationer gør det muligt at få idéer videre og samle folk omkring dem.

Til daglig er han direktør hos Bygma i Otterup, hvor han har arbejdet siden ungdommen med nogle afbrydelser undervejs. Også her passer det rolige temperament godt til ham.

Han har ikke behov for at stå forrest med armene over hovedet. Flemming beskrives ofte som konstruktiv, og selv mener han, at det handler om at se på opgaven og finde ud af, hvad den enkelte kan bidrage med.

”Man må byde ind med det, man kan. Vi har alle sammen forskellige forudsætninger, og kan man trække på det, folk hver især er gode til, får man mest ud af det.”

Han er heller ikke manden, der hurtigt hæver stemmen. Flemming fortæller, at han sjældent bliver rigtig sur, og at han helst tænker sig om en ekstra gang, før han reagerer. Familien betyder meget, og han er den første til at pege på, at Heidi gennem årene har fået hverdagen til at hænge sammen, når han selv har været afsted. De har været sammen i mere end 30 år, har to voksne sønner og har de seneste 20 år haft sommerhuset i Hasmark.

Et af de øjeblikke, Flemming stadig husker tydeligt, er da Otterups håndboldhold rykkede op i ligaen efter utallige timers arbejde omkring holdet.

”Det kan godt være, man ikke kan spille inde på banen, men man kan godt være en del af det, der får det hele til at ske.”

Det er måske også forklaringen på, hvorfor Flemming bliver ved. Han behøver ikke selv score målene eller få æren. Men han vil gerne være med, når noget skal flyttes, løses eller bygges op.

Og selv om han indimellem godt kan nyde roen i Hasmark, er der stadig meget, der kan få ham op af stolen. Især hvis det handler om Otterup.

Del med dit netværk: