Som rektor på Nordfyns Gymnasium mærker jeg en særlig forpligtelse. Vi er kommunens eneste ungdomsuddannelsesinstitution, og vores opgave rækker ud over at give eleverne en studentereksamen. Vi skal skabe rammerne for deres faglige, sociale og personlige udvikling og samtidig huske, at de unge er en vigtig del af Nordfyns fremtid.
Min oplevelse er, at de unge er langt mere reflekterede og engagerede, end fortællingen om en passiv ungdom nogle gange giver indtryk af. De deltager i udvalg, kommer med idéer, tager medansvar for gymnasiets udvikling og de bekymrer sig om samfundet og fremtiden. Ved striben af valgaktiviteter gennem det sidste år har de unge vist klare holdninger til alt fra miljø og psykiatri til uddannelse og pension. Og det glæder mig, at flere vælger Nordfyns Gymnasium, og at vi også kan tiltrække en masse unge udenfor kommunen. En tredjedel af de unge, der i år har valgt os som førsteprioritet, bor i Odense.
Vi er forpligtet til at tænke større. Ambitionen er at udvikle gymnasiet til et campusmiljø. Vi har søgt om at udbyde HHX og om at drive 10. kl. fra sommeren 2027 for et bredere udbud og en tættere kobling af det 10. skoleår til det øvrige ungdomsuddannelsesmiljø. Vi skal træde de første skridt i retning af et uddannelseslandskab, der fra 2030 betyder udbud af den praksisnære EPX, hvor unge, der lige nu tager en HF, 10. kl., grundforløb 1 på erhvervsuddannelserne og EUX, skal samles.
De unge er en vigtig del af Nordfyns fremtid, og et stærkt uddannelsesmiljø bidrager til lokal udvikling. Det kan fastholde og tiltrække flere borgere til kommunen og det kan skabe aktivitet, handel og på forskellige måder bidrage til erhvervslivet. Investerer vi i de unge, investerer vi samtidig i Nordfyns fremtid.
Se mere på nordfyns-gym.dk