Der er god grund til optimisme hos Bogense Plast. Nye opgaver er kommet til, fabrikken er udvidet, og der er investeret markant i maskiner og robotter. Samtidig peger kundernes forventninger på yderligere fremgang for virksomheden på Fynsvej i Bogense.
Siden Anja Drewsen og Per G. Jørgensen overtog Bogense Plast sammen med Ib Jensen i 2020, har de skullet navigere gennem pandemi, energikrise, forsyningsproblemer og uro på eksportmarkederne. Alligevel har virksomheden fastholdt sin kurs og fortsat udviklingen.
De to hovedejere kendte fabrikken særdeles godt, inden de overtog ansvaret. Per G. Jørgensen er uddannet maskiningeniør og begyndte hos Bogense Plast i 1988. Gennem årene har han blandt andet stået i spidsen for virksomhedens teknologiudvikling og salg. I dag er han administrerende direktør.
Anja Drewsen er uddannet produktionsingeniør og kom til virksomheden i 1996. Som driftsdirektør har hun blandt andet ansvar for produktionen og den daglige drift. Begge har således tilbragt en stor del af deres arbejdsliv på fabrikken, før de selv blev ejere.
Overtagelsen gav frihed til at træffe beslutninger, men også et større ansvar.
”Det er os, der har hånden på kogepladen,” siger Anja Drewsen, der i øvrigt sammen med Per er bosiddende i Bogense og har en stor interesse for lokalsamfundet.
Bogense Plast fremstiller kundetilpassede plastkomponenter til blandt andet elektrificering, energieffektivisering, vindkraft, forbrugsregistrering samt hospitaler og pleje. Virksomheden har ingen egne produkter, men producerer komponenter, som indgår i kundernes løsninger. Omkring halvdelen af salget går til udlandet.
Opgaverne bliver stadig mere teknisk krævende. Her kan ingeniørbaggrunden hos de to hovedejere mærkes. Der arbejdes systematisk med produktion, automatisering, kvalitet og data, og virksomhedens tekniske afdeling hjælper kunderne med blandt andet materialevalg, konstruktion og produktionsmetoder.
”Vi har styr på næsten hver eneste lille skrue herude. Vi har stor fokus på datakvaliteten.” fortæller Anja Drewsen.
Den store mængde produktionsdata gør det muligt at følge driften tæt og hurtigt tilpasse den. Data bruges også til dokumentation over for kunderne. Bogense Plast kan blandt andet beregne klimaaftrykket fra den enkelte komponent – noget, som efterspørges stadig mere.
Fremgangen kan ses på fabrikken. I løbet af de seneste fem år er der investeret 40–50 millioner kroner i bygninger, maskiner og produktionsområder. En udvidelse på 650 kvadratmeter står klar, og de første 250 kvadratmeter bliver snart taget i brug.
Tre nye robotter er desuden på vej ind i produktionen. Når de er installeret, vil omkring 75 procent af virksomhedens maskiner have en robot tilknyttet.
Automatiseringen betyder ikke, at medarbejderne bliver overflødige. Tværtimod har den gjort det muligt at fastholde produktion og arbejdspladser i Bogense samt vinde nye opgaver i konkurrencen med udenlandske producenter.
”Automatisering har ikke på noget tidspunkt betydet, at vi skulle afskedige nogen. Den har betydet, at vi kunne beholde og vinde opgaver,” understreger Anja Drewsen.
Bogense Plast beskæftiger omkring 80 medarbejdere, og den gennemsnitlige anciennitet er cirka 11 år. Medarbejderne får mulighed for at tage del i mange beslutninger, og der lægges stor vægt på faglighed og ansvar.
I 2021 blev Bogense Plast kåret som Årets Virksomhed på Nordfyn. Prisen blev blandt andet givet for det vellykkede generationsskifte, investeringerne i robotteknologi og virksomhedens lokale forankring.
Fremtiden afhænger ifølge ejerne ikke af tilfældigheder, men af fortsat at levere, forbedre produktionen og koncentrere sig om det, virksomheden selv kan kontrollere.
”Jo mere man øver sig, jo heldigere (læs: dygtigere) bliver man,” lyder det, næsten helt sportsligt, fra Per G. Jørgensen.
Med nye ordrer, mere produktionsplads og positive prognoser er der tro på, at specialiseret plastproduktion fortsat har en stærk fremtid i Bogense.
Se mere på bogenseplast.dk

