Hestehavens Rideklub

I 22 år har Ulrik Kjær og hans hustru Pernille drevet virksomhed i Bogense. Her går foreningsliv, sport og forretning hånd i hånd – og hvor de nordfynske heste kan ende hos nye ejere langt uden for Danmark. For Ulrik handler det dog mindst lige så meget om at få børn og unge til at opleve glæden ved ridesporten.

Ulrik og Pernille ejer og driver den erhvervsmæssige del med opstaldning, træning og uddannelse af heste. Nogle trænes med henblik på salg, og egne heste kan gå i sporten i flere år, før de sælges. Hestehavens Rideklub lejer sig ind på faciliteterne, og undervisningen foregår gennem foreningen.

Liv fra tidlig morgen

Hestehaven er et lokalt samlingspunkt. Mange nordfynboere har deres hest opstaldet her, og samtidig kommer ryttere også fra Odense og Middelfart. På gården og i rideskoleregi er der aktivitet fra tidlig morgen til sen aften. For Ulrik handler undervisningen ikke kun om konkurrenceryttere:

”For de yngste skal interessen vækkes, og det skal være sjovt og trygt at lære at ride. Derfor er det vigtigt at matche underviserne med de enkelte hold og deres behov.”

Man skal brænde for det

Man vælger ikke branchen for at blive rig, fortæller Ulrik. Det giver et fornuftigt overskud, og vi kan leve af det. Men det er lige så meget en livsstil, fortsætter han.

Ridesporten har været udfordret af negativ omtale, og Ulrik oplever, at færre børn og familier går fra den første interesse til et længere engagement. Tidligere fik de unge ryttere fra rideskolen oftere deres egen pony eller hest. Det sker sjældnere i dag.

Fra Nordfyn til resten af verden

Markedet for gode sportsheste er dog fortsat stort, og det stopper ikke ved landegrænsen. Er hesten den rigtige, kan køberen være i udlandet. Digitale medier har ændret branchen, og Ulriks datters opslag fra stævner kan via Instagram nå fx interesserede købere i Tyskland.

Lokalt engagement og passion driver værket

Arbejdet med heste lærer børn og unge at tage ansvar. En hest kræver tid og opmærksomhed hver dag og giver en struktur, de kan tage med sig videre.

”Det, jeg virkelig brænder for, er at få nye mennesker i gang og se unge mennesker vokse omkring hestesporten. Det er virkelig min store passion.”

Hestehaven bidrager også uden for ridebanen. Når der er brug for ponyer til arrangementer i lokalområdet – i byen, ved golfbanen eller i en børnehave – stiller de gerne op. Samtidig kigger beboere fra plejehjemmet ofte forbi, og der er også undervisning for handicappede.

Og måske er netop kombinationen af forretning, forening og lokalt engagement en del af forklaringen på, at Ulrik og hans hustru fortsat er på Hestehavens Rideskole efter 22 år.

Se mere på hestehavensrideklub.dk

Del med dit netværk: