Ditlevsdal

Min medanmelder, der i øvrigt er ret kvalitetskrævende, er ikke i tvivl efter at vi første gang har hentet mad fra buffeten på Ditlevsdals Bisonfarm. Lækkert, lækkert.

Og det er ikke bare en reaktion på det rosastegte bisoninderlår, der er så mørt, at grillbestik ikke er nødvendigt. Det gælder hele buffeten, hvor bisonkødet naturligvis spiller hovedrollen, men får fint følgeskab af kartofler, sauce, chutney og salater, der er langt mere end pligtgrønt ved siden af kødet.

Ditlevsdal ligger ved Morud, midt i det nordfynske landskab, og er hjemsted for omkring 300 amerikanske bisonokser. Niels Henrik Ove købte de første dyr i 1993. Siden er stedet vokset med restaurant, gårdbutik og overnatningsmuligheder, men bisonoksen er fortsat omdrejningspunktet.

Det mærkes allerede inden middagen. Denne fredag har mere end halvdelen af gæsterne været med på en guidet tur blandt bisonokserne. Det giver god mening at kombinere turen med buffeten: Først ser og hører man om de store dyr, siden smager man på det kød, som køkkenet bruger så omhyggeligt.

Denne aften er der lukket for flere reservationer, da omkring 70 gæster har bestilt plads. Fredagen efter er der udsolgt med 170 gæster. Denne aften havde et firmaarrangement førstesalen, uden at det kunne mærkes. De rustikke lokaler kan rumme de mange mennesker uden at virke hektiske. Der er en afslappet, landlig stemning, hvor både familier, par og selskaber finder sig til rette – overraskende mange børn. Betjeningen er sød, smilende og opmærksom, og ved indgangen står der håndsprit – en lille, men god detalje, når aftenen står på buffet.

Kødet serveres på flere måder. Det rosastegte inderlår har en flot farve, masser af smag og en mørhed, der får min medspiser til at konstatere:

”Det kunne en Michelin-restaurant ikke have lavet bedre.”

Ved siden af står det langtidsbraiserede kød, saftigt og kraftigere i smagen, samt en klassisk bisongryde. Her får man for alvor at mærke, hvor forskelligt det samme dyr kan tage sig ud på en tallerken.

Tilbehøret skifter efter årstiden. På vores besøg er der både råstegte kartofler og kartoffelkage med grøn pesto. Tre salater giver friskhed og modspil: hjertesalat med estragondressing og syltede løg, en kombination af rå og stegt blomkål med æble og en let røget dressing samt tomat med grillede ferskner. Hertil kommer sauce og tranebærchutney. Det hele smager frisklavet, og der er tænkt over både sødme, syre, sprødhed og fylde.

Og så er der brødet – fantastisk! Det hjemmebagte focacciabrød er lunt, luftigt og bagt med god olivenolie, timian og salt. Faktisk er det så blødt, at selskabet ender med også at kalde brødet mørt. Det er svært at nøjes med ét stykke – også selv om buffeten rummer rigeligt andet at vende tilbage efter.

Mæthed er dog ingen gyldig grund til at springe desserten over. Den er med i prisen og består denne aften af æbletrifli. Den er frisk, cremet og tilpas let efter det fyldige måltid.

”Det er prikken over i’et,” lyder den korte dom fra min medanmelder.

Fredagsbuffeten serveres hver fredag fra kl. 18.00 til 21.00 og koster 375 kr. for voksne og 165 kr. for børn over tre år. Børn under tre år spiser gratis. Den guidede tur blandt bisonokserne kan bookes som optakt til middagen.

Vi forlader Ditlevsdal både mætte og enige. Her er ikke kun tale om et anderledes stykke kød, men om et vellykket måltid, hvor køkkenet behandler råvaren med respekt, og hvor selv brødet er værd at køre efter.

Se mere på ditlevsdal.dk

Del med dit netværk: