Otterup Gymnasterne

Når Otterup Gymnasterne tager hul på en ny sæson, er stemningen helt særlig. Hallen fyldes med glade gymnaster, der nyder godt af både motionen og fællesskabet.

I generationer har gymnastikken været en vigtig del af byens fællesskab og identitet. Og i dag har foreningen mere end 560 medlemmer og tilbyder hold for alle aldre i Otterup Idrætscenter.

Bag foreningen står en gruppe frivillige, som uge efter uge sørger for, at gymnasterne får det bedste ud af træningen og føler sig velkomne. En opgave, der giver de frivillige meget igen – både personligt og socialt.

Det er mega fedt at få lov til at skabe noget godt for andre. Vi prøver at skabe rum for alle, også dem der har lidt udfordringer,” fortæller formand Pia Holm.

Foreningen udvikler løbende nye hold og aktiviteter, en af denne sæsons nyheder er dybdemassage med bolde. Derudover fortsætter det populære OPEN GYM, hvor både medlemmer og gæster kan benytte springcenteret hver anden søndag fra oktober til februar.

Men Otterup Gymnasternes betydning for byen rækker langt ud over de ugentlige træningstimer. Både fællesspisning, hygge i klublokalerne, juletræsfest og ikke mindst den årlige opvisningsweekend med 5.000 besøgende er blevet til faste traditioner for mange familier.

Vil du også være en del af Otterup Gymnasterne?

Tilmeldingen til den nye sæson åbnede den 1. august og holdene starter op i uge 36, så skynd dig ind på www.otterupgymnasterne.dk og læs mere.

Del med dit netværk: